De fleste har oplevet at stå i en situation, hvor man har brug for at tale med andre. At kunne tale om sine problemer med familie eller venner kan være en god hjælp, men der findes også situationer, hvor man har brug for at tale med en udenforstående og kompetent professionel, som man har tillid til.
Kriser, stress, angst, depression og belastende konflikter i parforholdet eller på arbejdspladsen er eksempler på situationer, hvor det kan være nyttigt at opsøge en psykolog.
Er man pårørende til et menneske med fysisk eller psykisk sygdom, kan man også have behov for professionel støtte og vejledning.
Et overordnet mål med psykoterapi er ofte at lære sig selv bedre at kende psykologisk set, for derigennem at blive bedre til at klare livets udfordringer og få et godt liv.
Måske ved du allerede ved den første samtale, hvad du ønsker at få hjælp til. Måske står det dig ikke helt klart, hvad du har brug for. Du kan bare mærke, at du ikke har det godt, uden at være i stand til at formulere hvad der er i vejen. I så fald er det vigtigt, at bruge en del af den første samtale til at hjælpe dig frem mod at blive mere afklaret omkring dine behov og ønsker.